Reformpartiet

Det ser ud til, at der er ved at indfinde sig den misforståelse, at flere penge (læs skatter) til den offentlige sektor er ensbetydende med mere velfærd - ihvertfald er det det indtryk visse partier forsøger at give.

Med vel nok europas største relative offentlige sektor og nogen af verden dyreste “væsner” - sundhedsvæsen, skolevæsen mv. klarer vi os dog ikke imponerende i forskellige sammenligninger, så det er jo nok ikke penge der er problemet, men nok snarer hvordan man anvender de mange midler som rent faktisk er i systemet - både indenfor de enkelte områder, men også hvor mange forskellige udgiftsposter man bruger de midler man opkræver fra den private velfærdsproduktion.

At nogen så vælger at markedsføre sig på at ville bruge flere penge på velfærds forbruge fremfor at investere i fremtidig velfærdsproduktion synes noget uansvarligt. 

Det ser ud til, at en stor del af den danske befolkning har den opfattelse at det er den offentlige sektor og dens udbud af ydelser, som er lig med velfærd.

Dette er en meget farlig misforståelse og vi kan samtidig læse at befolkningen frygter fremtidens velfærd. Sjovt nok betyder det så, at man løber efter dem som vil nedbryde fremtidens velfærd ved at overforbruge nu (S, SF, DF og enhedslisten), mens man konstant flygter fra de partier som forsøger at sikre fremtidens velfærdsniveau ved at spare op nu, således at vi nogenlunde kan opretholde det nuværende niveau også i fremtiden.

Det er en kendsgerning at den offentlige sektor forbruger og fordeler en del af velfærden, mens det er den private sektor der producerer den. Det er desværre meget svært at forstå, og derfor bruger de fleste politiske partier primært deres kræfter på velfærdsforbruget og knap så meget på velfærdsskabelsen. Problemet er at de fleste politikere mod bedrevidende giver indtryk af at der bare til alle tider er penge nok og at der ingen grænser er for den offentlige sektors forbrug af velfærden og udbudet af kollektive velfærdsydelser, men det er jo ikke rigtigt.

For at kunne udbyde velfærdsgoder skal der produceres noget velfærd - og det foregår altså i den private sektor og sættes ofte igang af engagerede iværksættere - dem håner man så hvis de fejler, og man tugter dem hvis de får succes, og vil straks have økonomisk andel i deres succes.

S ved og forstår dette, men taler ikke om det, SF ved det, men forstår det nok ikke, V ved det, forstår det og taler lidt om det, R og K forstår det, ved det og taler en del om det, mens jeg antager, at DF og Enhedslisten hverken ved det eller forstår det, og derfor heller ikke taler om det. Når V, K og R så taler om det sker det forsigtigt og lidt indforstået fordi man mener ens ministerpension – eller mulighed for at blive minister – kan komme i fare, hvis man er alt for ærlig omkring disse fakta.

Det betyder at befolkningen får en hel fejlagtig opfattelse af hvad velfærd egentlig er for noget – velfærd er det den private sektor producerer – en (stor) del af denne velfærd beslaglægges så i form af skatter og afgifter til kollektivt velfærdsforbrug i den offentlige sektor og kollektiv velfærdsfordeling/-udbud af den offentlige sektor.

For at opretholde et givent velfærdsniveau må der være en fornuftig balance mellem den offentlige forbrugs- og fordelingssektor og den private velfærdsskabene sektor, ligesom der må være et fornuftigt forhold mellem offentlige aktiver og offentlig gæld. Det gælder både størrelsen af den private sektor og ikke mindst den private sektors incitament til at producerer velfærd frem for at forbruge tiden som ferier, kort arbejdstid eller endnu værre tidligere og tidligere at gå fra at være velfærdsskabene til at være velfærdsforbrugene i form af efterløn og tidlig pensionering – eller ved at blive ansat i en stadig større offentlig sektor.

I dårlige tider låner man penge for at opretholde velfærdsniveauet, mens man i gode tider betaler lånene tilbage og sparer op til næste nedgangstid, således at vi kan opretholde det velfærdssamfund, som vi alle sammen er glade for. Under Anker Jørgensen glemte den socialdemokratiske regering dette faktum, og det bragte som nogen kan huske Danmark med den ene fod ud over afgrunden.

Poul Schluter og Poul Nyrup gennemførte en imponerende genopretning af det danske samfund, en genopretning som Anders Fogh desværre kun vedligeholder, og dermed misbruger en historisk chance for at udvikle yderligere og dermed fremtidssikre vores velfærd – Helle Thorning ser ud til, at ville begå samme fejl som Anker Jørgensen og bruge pengene nu i stedet for at spare op til dårligere tider, og det er trist.

Dette til trods for at vi har en af verdens dyreste velfærdssystemer – det undrer mig til stadighed, at ingen spørger om, hvordan det kan være, at den offentlige service er utilfredsstillende, når vi nu bruger så mange flere penge mere end andre og sammenlignelige lande – alle kræver bare hele tiden flere penge ind i dette system.

Problemet er at vi er ved komme så langt, at der er en reel risiko for, at balancen mellem den velfærd den private sektor er i stand til skabe slet ikke kan stå mål med den velfærd vi ønsker den offentlige sektor skal forbruge og fordele. Såvidt jeg kan læse mig til er omkring 60% velfærdsforbrugene mens 40% af befolkningen er velfærdsskabene – at nogen ansvarlig politiker kan kræve denne fordeling yderligere skævvredet forekommer mig aldeles uansvarligt.

En børnehave, en skole, en efterlønner eller en pensionist ekstra producerer altså ikke noget velfærd, som gør os i stand til at øge serviceniveauet – det gør kun nogle flere private virksomheder og arbejdspladser, samt nogle mennesker der gerne vil have disse arbejdspladser og som producere og sælger nogle varer.

Det er mit naive håb, at næste gang nogen mener, at børnehaverne, skolerne, hospitalerne, plejehjemmene, den offentlige trafik, legepladserne og alle de andre områder vi gerne vil have udbudt af den offentlige sektor, ikke fungerer tilfredsstillende, så spørger man sig selv – hvorfor kan vi ikke få det til at fungerer når vi konstant bruger flere og flere penge – og endda bruger flere penge en de fleste andre lande – frem for bare at kræve endnu flere penge til noget der strukturelt simpelt hen ikke er indrettet og drevet effektivt nok.

med venlig hilsen

Stig Bergstrøm
Reformpartiet - www.reformpartiet.dk

0 Comments

Et kort øjeblik efter valget af Helle Thorning Schmidts som formand kunne man øjne en mulig ansvarlighed i det store parti.

Med Lykketofts udmelding i dagens (9-1-06) Børsen viser det sig desværre - det havde vi nok fornemmet de seneste måneder - at det med ansvarligheden og bekymringen for de dårligst stillede ikke rigtigt er noget som fylder særlig meget hos Socialdemokraterne.

Næhh - dem man taler til er de mange - de store vælgergrupper som sagtens kan klare sig selv, men som skal have endnu mere fra de offentlige kasser - og så må de rigtig velstillede jo flytte til udlandet og de dårligst stillede må bare få det endnu dårligere - for S drejer det hele sig om, at sige noget der kan skaffe vælgere.

Milliarder og atter milliarder skal hældes ind i en fuldstændig vildt voksende offentlig sektor, som ikke i sig selv har noget som helst med velfærdsskabelse at gøre, hvilket S dog prøver at bilde folk ind - ingen krav til effektiv anvendelse af de mange milliarder - fortsat massivt overforbrug og dårlig kvalitet men bare dyrere, er Socialdemokraternes opskrift på en fremtidssikring af det danske samfund.

Og naturligvis - stærkt stigende skatter.

Måske Hr. Lykketoft skulle regne lidt på provenueffekten af stagnerende eller faldene aktiekurser (avance- og pensionsbeskatning), faldende overskud i virksomhederne, de stærkt globaliserede unge mennesker, som de næste 20-30´år starter virksomheder i udlandet i stedet for i Danmark, 100.000 flere arbejdsløse - hvilket kommer på et tidspunkt - med meget mere, inden han begynder at lave nye faste omkostninger i hans højt elskede velfærdsFORBRUGENDE offentlige sektor.

S-løsningen kender vi jo - stigende skatter og afgifter og/eller en massiv gældssætning af Danmark. Og det er alle de rige (altså månedslønninger over 28.000) som skal betale for at de samme personer kan se på en endnu større offentlig sektor uden nogen synderlig velfærdsudbudseffekt af den grund.

Der er især en gruppe der taber på S måde at indrette et samfund på - nemlig de dårligst stillede 10%-20% - det er dem som må lide med alenlange ventelister på nedslidte hospitaler, de nedslidte klasselokaler, den dårlige hjemmehjælp og de forældede daginstitutioner. Socialdemokratiets primære målgruppe - den velbjergede middelklasse klarer sig fint indtil videre - men deres arbejdspladser forsvinder altså også på et tidspunkt.

Danmark er jo stort set det eneste land som ikke er ved at forberede sit arbejdsmarked og skattesystemet til den nye globaliserede verdensorden - hvor de fleste andre lande har erkendt at økonomiske incitamenter er vigtige for dem der starter virksomhederne op - og som driver dem frem, ja så har Danmark med verdens højeste skattetryk ikke rigtigt forstået det endnu - for den danske model er (eller var det igår den var det) jo overlegen og viser i øjeblikket sin overlegne styrke i verdens økonomien.

Så det vi har er i øjeblikket er som S fornøjer sig med at udtrykke det (dog lettere omskrevet): laver skatter og en bedre, mindre og mere effektiv offentlig sektor - eller højere skatter og øgede offenlige udgifter men i samme utilfredstillende kvalitet.

VK : effektiv offentlig sektor med krav til den enkelte og bedre kvalitet til lavere skatter.

S mfl. : yderligere velfærdsnedbrydning med massive ineffektive milliarder forbrugt i en (ift. private virksomheder) ineffektiv offentlig sektor - nogen tror jo flere milliader er lig mere velfærd, men det ved de fleste vel efterhånden er usandt - og så endda til højere skatter.

Gud ved om S igen kan hutle sig til magten med en så uansvarlig og ikke særlig social politik - men det lykkes jo nok. Vælgerne kan jo ikke rigtigt gennemskue det, men det værste er dog at Mogens Lykketoft er så intelligent og veluddannet at han udemærket ved at hans politik ikke er økonomisk holdbar - han er bare ligeglad, og deri ligger det virkeligt anstødelige.

Med venlig hilsen
Reformpartiet,  2034 7007.

www.reformpartiet.dk

Stig Bergstrøm

0 Comments